Penge = Glæde?

Selvom jeg godt ved det ikke er sådan så virker det altså som om at penge er vejen til lykke. Eller hvertfald til glæde. For er det ikke bare surt når man bliver nødt til at give afkald på ting som man virkelig, virkelig gerne vil? Jeg vil ikke have penge fordi jeg vil købe en masse materialistiske ting, eller jo også det, men de ting kan jeg godt leve uden, det er når det er oplevelser jeg ikke har råd til at det virkelig piner mig at være så røv fucking fattig! Jeg er måske heller ikke skide god til at prioritere hvad jeg bruger mine penge på. Men. Årh, synes bare det er svært.
Gabriel som er en af mine rigtig gode venner fra efterskolen holder attenårs på bornholm her i starten af februar, og hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at være med til at fejre ham! Men, men, 1. februar skal jeg betale studietur og ulykkes forsikring (fuck at være 18 år!!!) og allerede de to ting er waaaay flere penge end hvad jeg får i SU og i løn, såé ja- ingen 18 års på bornholm til mig! It's killing me! Især fordi vi ser hinanden SÅ sjældent, sidst vi så hinanden var til min 18 års i Juni, hvor han tog hele vejen fra bornholm hjem til mig, eeeendnu dårligere samvittighed (!!)... Suk!
JEG VIL VÆRE RIG!! OG lykkelig! Det skal man altid lige huske at tilføje, altså det med at være lykkelig, in case der var en god fe der skulle høre ens ønske.. :) Hæhæ
Håber I nyder jeres torsdag :)
Kyz med z